2019 Weingut J. Neus, Ingelheimer Spätburgunder Alte Reben 1G, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut J. Neus, Ingelheimer Spätburgunder Alte Reben, Rheinhessen, TysklandIndrømmet jeg elsker alle vinene fra Weingut J. Neus og jeg har da også skrevet om det lille vinhus på Bahnhofstraße i Ingelheim mange gange. Denne Ingelheimer Spätburgunder Alte Reben 2019 gør ikke min forlibelse mindre.

Druerne til deres Ingelheimer Spätburgunder Alte Reben er fra en parcel lige nedenfor den imponerende topmark Horn.

Parcellen her udmærker sig ved at have 60-80 år gamle vinstokke og marken har sin helt egen identitet, fremelsket gennem arbejdet med planteavlen på vingården gennem årene.

Teamet med Lewis Schmitt og vinmageren Toni Frank har lavet vinen med spontangæring og 12 måneders lagring på gamle træfade. Det er første årgang, hvor vinmageren Toni Frank for alvor har sat sit fingeraftryk på stilen af vinen.

Hans stil er mindre reduktiv med mindre røg og krudt, mindre sur og  frugten er samtidig mere sødmefuld, uden at det på nogen måde ændrer den særlige karakter af vinene fra J. Neus.

Duftmæssigt er der dog fortsat en smule krudt, kugler og gunsmoke, så giv endelig vinen en ordentlig snurretur i karusselen eller blot i en almindelig dansk Margretheskål af melaminplast. Når røgsløret helt er lettet, så dukker der ud af tågerne en dejlig og frisk kirsebæragtig note frem med hindbær, jordbær, drikkeyoghurt … frisk, vibrerende, landlig med økoagtige og landlige noter. Det understøttes af en lille syrlighed, svag sødme samt en snert mælkechokolade.

I munden er vinen vildt syrligsaftig … masser af tranebærjuice, umodne kirsebær, tonsvis af friskhed, som en eksploderer ustyrligt i munden som et syrligt drop med ekstra syrlig saft indeni. Der er så fin og lækker syre, masser af ribs, rabarber, granatæbler, tranebær samt lidt peber i eftersmagen. Stilfuld, stringent, syrlig og super, så Houlberg ender lige mellem 5,5 og 6 store fingre.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7